Det er ikke branchekutyme, det er en paragraf
ValideringDet første trin i VEE - automatisk kontrol af måledata mod tekniske og logiske grænser for at afsløre åbenbart fejlagtige værdier., estimeringDet andet trin i VEE - beregning af manglende eller afviste måleraflæsninger baseret på historiske mønstre, nabomålere eller statistiske modeller. og ændring af måleværdier omtales ofte som god praksis. Det er en underdrivelse. Kravet står i den norske målebekendtgørelse § 3-6, "Standard for valideringDet første trin i VEE - automatisk kontrol af måledata mod tekniske og logiske grænser for at afsløre åbenbart fejlagtige værdier., estimeringDet andet trin i VEE - beregning af manglende eller afviste måleraflæsninger baseret på historiske mønstre, nabomålere eller statistiske modeller. og ændring af måleværdier for intervalafregnede målepunkter".
Det er værd at bemærke, hvem paragraffen retter sig mod. Ansvaret ligger hos den, der etablerer måleværdierne, altså den måleværdiansvarlige. Det er netselskabet, kraftproducenten eller fjernvarmeproducenten, der indsamler, validerer og leverer videre. Den, der blot modtager færdiggodkendte værdier, har ikke det job og kan heller ikke gøre det.
Det betyder, at kvaliteten af en måleværdiÉn måling fra ét målepunkt for én tidsperiode. Byggestenen, al afregning hviler på. afgøres tidligt i kæden, af nogen, der ofte aldrig møder den, der til sidst betaler for den.
Hvad en valideringsregel faktisk leder efter
Reglerne er ikke ét filter, de er flere forskellige blikke på den samme værdi. Groft sagt tre kategorier.
Det fysisk umulige. Et forbrug, der overstiger, hvad anlægget kan trække. En negativ værdi, hvor kun positive kan findes. Værdier, der er for store til at høre hjemme i den enhed, de står i.
Det tidsmæssigt forkerte. Urdrift i måleren, altså at tidsstemplerne gradvist glider væk fra virkeligheden. Værdier, der mangler i en serie, som ellers er tæt. Værdier, der kommer i forkert rækkefølge, eller to gange.
Det mistænkeligt stille. En måler, der står fast, leverer ikke ingenting. Den leverer det samme tal, time efter time, og en sum, der ser helt normal ud. Det er den sværeste fejl at se med øjet og den nemmeste at se med en regel.
Ingen af dem spørger, om værdien er rigtig. De spørger, om den kan være rigtig.
Hvorfor grænserne skal kunne justeres
En valideringsregel har altid en grænse, og grænsen er et valg med to fejlmåder.
Sættes den for stramt, afvises ægte værdier. Et sommerhus, der får besøg for første gang i et halvt år, ligner en fejl. Et industrianlæg, der starter en linje op, ligner en fejl. Hver falsk afvisning bliver en undtagelse, et menneske skal se på, og et menneske, der ser på hundrede falske undtagelser, holder op med at se ordentligt på den hundrede og første.
Sættes den for løst, slipper fejlene igennem og opdages senere, i afregningen, hos kunden eller i en klage.
Derfor er grænserne og forretningsreglerne konfigurerbare, og derfor er det ingen undskyldning for at lade dem stå på standardværdier. Et net med mange sommerhuse har en anden normalfordeling end et net med kun boliger. Reglerne skal genkende det net, de faktisk ser på.
Godkendt betyder ikke sandt
Dette er sætningen, der er værd at tage med videre.
En værdi, der passerer alle otte regler, er ikke bevist rigtig. Den har passeret otte forsøg på at bevise den forkert. Det er noget helt andet, og forskellen er hele faget.
En måler kan levere en forkert værdi i månedsvis, uden at en eneste regel slår ud, så længe fejlen er lille nok, jævn nok og fysisk mulig. Den slags fejl findes ikke gennem valideringDet første trin i VEE - automatisk kontrol af måledata mod tekniske og logiske grænser for at afsløre åbenbart fejlagtige værdier.. De findes gennem afvigelse mod noget andet: mod naboanlægget, mod samme periode sidste år, mod summen i transformerstationen ovenfor.
ValideringDet første trin i VEE - automatisk kontrol af måledata mod tekniske og logiske grænser for at afsløre åbenbart fejlagtige værdier. er derfor gulvet, ikke loftet. Den fanger det åbenlyse automatisk, så menneskene kan bruge tiden på det, der ikke er åbenlyst.
Samme motor, forskellige værdier
En ting, der overrasker mange: der kræves ikke forskellige systemer til forskellige måleobjekter.
Forbrug fra en slutbrugermåler, produktion fra vand, vind eller sol, og varme fra en måler i et fjernvarmenet går gennem det samme arbejdsflow. Det, der skiller dem, er værdierne og reglerne, ikke processen. En vindmølleVindturbiner placeret på land - den hurtigst voksende vedvarende energikilde i Norden, med koncessionskrav og Elhub-rapportering. og en lejlighed har forskellige fysiske grænser, men begge skal valideres, begge kan mangle værdier, og begge skal kunne dokumenteres bagefter.
Det er en nyttig test af et system: kan det håndtere produktion lige så godt som forbrug, uden at være to systemer i ét?
Der hvor vi har bygget det
De otte regler, de konfigurerbare grænser og det fælles arbejdsflow for forbrug, produktion og fjernvarmeCentraliseret varmeproduktion distribueret via rørnet til boliger og erhvervsbyggeri - integreres med elsystemet i fjernvarmesystemer. er sådan, vi har bygget SEFTATvimennings VEE-motor: validerer, estimerer og redigerer måleserier med versionerede tidsserier og fuldt revisionsspor, før data sendes til Elhub., vores motor til valideringDet første trin i VEE - automatisk kontrol af måledata mod tekniske og logiske grænser for at afsløre åbenbart fejlagtige værdier., estimeringDet andet trin i VEE - beregning af manglende eller afviste måleraflæsninger baseret på historiske mønstre, nabomålere eller statistiske modeller. og ændring. Den er bygget mod målebekendtgørelsen § 3-6, ikke mod en fortolkning af, hvad der er god skik.
Hvor den står i dag: verificeret mod simulerede markedsgrænseflader, klar til at flytte ind i platformen, og endnu ikke i produktion hos en kunde. Vi siger til, når den er det.