Samtykket der åbner døren

Ikke om data findes, men hvem der slipper til

Måleværdierne for et anlæg findes. De er indsamlet, valideret og leveret til Elhub, og de ligger der, uanset hvem der spørger.

Spørgsmålet er et andet: hvem får lov at se dem, hvor meget, og hvor længe?

Det er ikke først og fremmest et teknisk spørgsmål. Det er et spørgsmål om, hvem der ejer beslutningen, og svaret på det norske marked er slutbrugeren. En aktør, der hverken er netselskab eller elleverandør for målepunktet, kan få adgang, men kun fordi nogen har sagt ja. Rollekoden hedder AG, tredjepart.

Tilliden ligger hos udstederen, ikke hos den der spørger

Her ligger det, som er værd at forstå, og det er let at overse, fordi det ligner en detalje i et loginflow.

Slutbrugeren logger ind med BankID hos Elhub. Ikke hos aktøren, der vil have data, og ikke hos leverandøren, der har bygget løsningen.

Forskellen er hele pointen. Var login sket hos aktøren, skulle brugeren have stolet på en part, vedkommende måske aldrig har hørt om, og aktøren ville sidde med et ansvar, ingen ønsker sig. I stedet sker bekræftelsen hos navet, med en identitet brugeren allerede bruger til at logge ind i sin bank.

Det gør samtykket til noget, brugeren giver til Elhub om en aktør, ikke noget brugeren giver til aktøren. Den vending flytter tillid fra et sted, hvor den er dyr at bygge, til et sted, hvor den allerede findes.

Samtykke er ikke et flueben

Et samtykke, der blot er "ja", er lidt værd for begge parter. Det, der gør dette brugbart, er, at det er afgrænset i tre retninger samtidig.

Omfang. Brugeren vælger, hvad der deles, ikke bare om noget deles.

Hvilke målepunkter. Har man tre anlæg, betyder ja til det ene ikke ja til de andre.

Tid. Samtykket har en start og en slutning fra dag ét. Starten er indflytningsdatoen på målepunktet, altså den dag brugeren faktisk blev ansvarlig for det. Slutningen ligger tre år frem som standard.

Tidsafgrænsningen er den vigtigste af de tre, og den, der oftest mangler i systemer, som ikke er bygget til dette. Et samtykke uden slutdato er ikke et samtykke, det er en overdragelse. Her udløber det af sig selv og kan trækkes tilbage inden da.

Udløbet kommer uden varsel

Her er detaljen, der gør tidsafgrænsningen til et stykke arbejde og ikke bare en indstilling: Elhub varsler ikke, når et samtykke nærmer sig sin afslutning. Det ophører, og det er alt.

For slutbrugeren er det som regel rigtigt. Et samtykke, der udløber, fordi ingen fornyede det, er mekanismen, der virker efter hensigten.

For den, der har bygget noget på data, er det en anden sag. En datastrøm stopper på en dato, ingen holdt øje med. Det opdages som en fejl, ikke som en frist, og fejlsøgningen begynder det forkerte sted: i integrationen i stedet for i kalenderen. Tre år er desuden lang nok tid til, at alle, der var med, da samtykket blev givet, kan have skiftet opgaver.

Ansvaret for at huske ligger altså hos aktøren, ikke hos navet. Det er ikke urimeligt, men det skal være nogens job, og "nogens job" er en dårlig plan, når datoen ligger tre år fremme.

Én ting mere, der er værd at bemærke

Målepunkter, der allerede er givet adgang til, vises som givet.

Det lyder trivielt. Det er det ikke: uden den visning kan en bruger give samme adgang to gange uden at vide det, og en aktør kan bede om noget, vedkommende allerede har. Grænsefladen, der viser, hvad der er givet i forvejen, er det, der gør, at brugeren ser sin egen situation i stedet for blot formularen foran sig.

Adgangsbilletten er mindre, end folk tror

For aktøren, der vil modtage sådanne samtykker, er kravene beskedne: et GLN-nummer og en retur-URL, der er whitelistet hos Elhub.

Det er værd at sige højt, fordi forventningen som regel er en helt anden. Mange antager, at adgang til måledata forudsætter et integrationsprojekt med tilhørende budget. For denne rolle er det ikke tilfældet. Tærsklen ligger ikke i teknologien.

Den ligger i det, der kommer bagefter: at modtage data, forstå formatet og gøre noget fornuftigt med dem.

Historikken kommer, men ikke med det samme

Når samtykket er på plads, hentes historiske måleværdier gennem en egen proces, BRS-NO-315. Den er asynkron. Forespørgslen går ind, og værdierne kommer, når Elhub har dem klar.

Det har en konsekvens for alle, der bygger en grænseflade på dette, og den er let at ramme forkert: skærmen skal sige, at værdierne er bestilt og på vej. En tom graf lige efter, at brugeren har givet samtykke, ligner en fejl. Det er den ikke, men brugeren har ingen måde at vide det på, medmindre nogen siger det.

Dette er et generelt mønster i energidata. Meget af det, der ligner et opslag, er i virkeligheden en bestilling.

Der hvor vi har bygget det

AG-rollen er den, denne artikel handler om, og Tvimenning har systemgodkendelse i den. Uden den er intet af det ovenstående muligt i praksis: samtykket kan gives, men der er ingen på den anden side, der kan tage imod det.

SAMTYGD er integrationslaget, der gør arbejdet, og det er ikke ny kode. Kernen har været i aktiv produktion siden 2019, blev Elhub-godkendt i 2020 og står i produktion i dag til Elhub-måledata. Mod Elhub dækker platformen alle ni markedsroller.

Det er her, artiklens egen pointe lander. Tærsklen ligger ikke i GLN-nummeret og retur-URL'en. Den ligger i det, der kommer bagefter, og det er netop det lag, SAMTYGD er: meddelelserne oversættes mellem interne formater og BRS-formaterne, så det, der kommer ind fra Elhub, bliver noget, et fagsystem faktisk kan bruge. Integrationerne er skrevet af folk, der har gjort dette arbejde fra den anden side af bordet, hos energiselskaber.

Selvbetjent samtykke er i produktion. Slutbrugeren logger ind med BankID hos Elhub og vælger selv omfang, målepunkter og varighed. Varsling inden udløb hører til samme opgave, netop fordi navet ikke gør det, men den del udestår stadig.

Resten af artiklen er ikke en beskrivelse af vores løsning. Den er en beskrivelse af, hvordan samtykke virker på det norske marked, og den gælder, uanset hvem der bygger på den.