Amerikansk softwareudvikler, født 1961. Skabte Extreme Programming, populariserede testdrevet udvikling og skrev JUnit. "Make it work, make it right, make it fast" er hans, og det er den rækkefølge, vi følger.
Definition
Beck kommer fra Smalltalk-miljøet i slutningen af firserne og gennem halvfemserne. Det er værd at vide, for de praksisser, han er kendt for, er ikke fundet på ved et skrivebord. De er hentet ud af en arbejdsform, hvor programmøren sad inde i systemet, mens det kørte, ændrede det og så virkningen med det samme.
Extreme Programming blev formet i 1996 under Chrysler C3-projektet. XP satte navn på ting, der i dag er selvfølgelige og dengang ikke var det: parprogrammeringUdviklingspraksis hvor to udviklere arbejder sammen ved én maskine - én skriver kode, én gennemgår og tænker - kontinuerligt og synkront., kontinuerlig integration, og kunden som en del af teamet i stedet for en part på den anden side af en kravspecifikation.
Testdrevet udvikling er den del, der er spredt længst, populariseret gennem "Test-Driven Development: By Example" fra 2002. Cyklussen er rød, grøn, refaktorér: skriv testen, der fejler, få den grøn på simplest mulige måde, og ryd så op i koden, mens testen holder dig i nakken. Pointen er ikke testdækningen. Pointen er, at du må beskrive, hvad du vil have, før du beskriver hvordan.
JUnit skrev han sammen med Erich Gamma i 1998. Det framework blev skabelonen for xUnit-familien og dermed for, hvordan enhedstest ser ud i praktisk talt alle sprog i dag.
Hans mantra er en rækkefølge, ikke tre ligestillede mål. Få det til at virke. Så gør det rigtigt. Så gør det hurtigt. De, der bytter om på de to første, ender med noget elegant, der ikke løser opgaven, og de, der springer det andet over, ender med teknisk gældAkkumulerede omkostninger ved hurtige, kortsigtige teknologiske valg - gør fremtidig udvikling langsommere og dyrere., de ikke har valgt.
Linjen hertil er ægte og ikke en pyntereference. Smalltalk-miljøet, Beck hentede parprogrammering og den hurtige tilbagemeldingssløjfe fra, er det samme miljø, Jon Petter selv har baggrund i, i den samme periode.
Parprogrammering er et kerneprincip hos os, ikke en øvelse, vi finder frem, når nogen ser på. Det er også den billigste form for vidensoverførsel, vi kender: to, der har skrevet noget sammen, har begge set, hvorfor det blev, som det blev.
Testene er grunden til, at omskrivning er praksis og ikke risiko. Når specifikationen og testene bærer kravene, bliver koden under dem noget, der kan skiftes ud. Derfor er syv år i drift og moderne kode ikke en selvmodsigelse, og det er den samme sag som, at kendskabet til håndværket er det, der gør farten forsvarlig.
XP's tanke om kunden i teamet er forløberen for designpartner-modellen: den, der skal bruge det, sidder i rummet, mens det formes, i stedet for at få det overleveret, når det er for sent at mene noget.
I praksis
Linjen hertil er ægte og ikke en pyntereference. Smalltalk-miljøet, Beck hentede parprogrammeringUdviklingspraksis hvor to udviklere arbejder sammen ved én maskine - én skriver kode, én gennemgår og tænker - kontinuerligt og synkront. og den hurtige tilbagemeldingssløjfe fra, er det samme miljø, Jon Petter selv har baggrund i, i den samme periode.
Parprogrammering er et kerneprincip hos os, ikke en øvelse, vi finder frem, når nogen ser på. Det er også den billigste form for vidensoverførselStruktureret proces for at overføre viden fra en person, et team eller en organisation til en anden - vigtigt ved systemoverdragelser og nye partnerskaber., vi kender: to, der har skrevet noget sammen, har begge set, hvorfor det blev, som det blev.
Testene er grunden til, at omskrivning er praksis og ikke risiko. Når specifikationen og testene bærer kravene, bliver koden under dem noget, der kan skiftes ud. Derfor er syv år i drift og moderne kode ikke en selvmodsigelse, og det er den samme sag som, at kendskabet til håndværket er det, der gør farten forsvarlig.
XP's tanke om kunden i teamet er forløberen for designpartner-modellen: den, der skal bruge det, sidder i rummet, mens det formes, i stedet for at få det overleveret, når det er for sent at mene noget.
